Det nye grønne og blå Østervold åbner for alle den 8. juli

Regnen har længe haft plads og lov til at løbe i bassinet i bunden af Østervold. Nu kan borgerne i Randers se frem til, at området rundt om bassinet åbner for dem den 8. juli, når Randers Kommune og Vandmiljø Randers vælter hegnet rundt om bassinet. Og i Randers Festuge er byen inviteret til åbningsfest.

Østervold Bassin Illustrationsskitse Med Farve Web

Illustration af Østervold tegnet af Niras til Vandmiljø Randers

Af: Mia Kirkegaard Pedersen

 

Efter 7 måneders anlægsarbejde er det nye regnvandsbassin på Østervold, beplantninger og terrasser ved at være færdige – og dette trods udfordringer med vintervejret og corona-restriktioner herunder indrejseforbud for bl.a. lysinstallationsfolk fra Holland.

Østervold 2 Web

15. juni – Vandet er ledt ind i bassinet, men ikke i fuld volumen, da lysene skal installeres langs bassinkanten.

Regnvandsbassinet er første skridt på vores rejse hen mod at bringe by og vand tættere på hinanden, og det er dermed også en af de første etaper i Flodbyen Randers. Vores nye bassinområde på Østervold indfrier målet om at øge adgangen til vand og grønne områder for alle. Det skal nemlig være rart at opholde sig i Randers, og det er lykkes rigtig godt her på Østervold.

Direktør i Vandmiljø Randers Peter Christensen er enig:

Jeg håber, at alle vil glæde sig over den mere indbydende og charmerende plads på Østervold. Bassinet er første skridt på vejen frem mod en klimatilpasning af middelalderbyen, hvor Østervold bliver hovedvej for regnvand. Pladsen i bunden af Østervold er ideel for bassinet, og vi sikrer, at vandet bliver renset, inden det løber ud i havnen. Det synlige vand og de nye, forbedrede rekreative forhold gør forhåbentlig, at borgere og besøgende vil benytte Østervold endnu mere.

Marker åbningen med festlige gravemaskiner

Når hegnet lægges ned den 8. juli, er det tegn på, at arbejdet er færdigt. Et område ved Red Fall vil mangle belægning, men vil stå helt klar til åbningsdagen i Randers Festuge. Håndteringen af det store arbejde står de to projektledere, Kim Kolstrup fra Randers Kommune og Susanne Jensen fra Vandmiljø Randers for. Og det er en stor dag for de to, når hegnet bliver væltet. For det markerer, at der nu er adgang til området, og derfor vil der både være flag og balloner på maskinerne. Men den store festligholdelse sker i festugen.

 

Nyd sommeren ved bassinet

Selvom hegnet fra den 8. juli er væk, lyder der en klar formaning om ikke at afkøle sig i bassinet fra Vandmiljø Randers:

Vandet i bassinet er ikke lutter dugfriske regndråber. Regnvandet har – inden det ender i bassinet – vasket fortove, veje og tage rene for fx fugleklatter. Vandet er simpelthen for ulækkert til et lille dyp. Selvom det kan friste at køle sig i vandet - lad vær! Snup i stedet en læskende drik på træterrassen eller hop ind i skyggen.

Han ser selv frem til at nyde et par sommerlige timer på Østervold.

Østervold Web

29. juni – Vild forvandling på 2 uger. Billedet er fra da plantemåtterne i vandkanten er sat, og anlægsgartneren har travlt med bedene længere oppe.

Åbningsfest i Randers Festuge

Det nye grønne byrum med synligt vand bliver et kæmpe plus for byen. Vi viser både, hvordan vi fremover kan håndtere også store mængder regnvand i midtbyen, og samtidig bruger vi vandet til at etablere et grønt og blåt område til gavn og glæde for os alle. Der er plads til velvære, fællesskab og oplevelser. Jeg ser frem til at fejre byrummet i august og vil indtil da nyde det nye Østervold og håber, andre vil gøre det samme hen over sommeren.

Pandemien har på flere måder givet bump på vejen for anlæggelsen af de rekreative områder og var også medvirkende til, at Randers Kommune og Vandmiljø Randers valgte at skubbe åbningsfesten til Randers Festuge.

Det er vigtigt, at åbningsdagen kan blive for alle, og ikke kun en udvalgt skare. Sammen skal vi fejre vores nye plads. Og det vil vi gøre, så godt som det nu kan lade sig gøre med afsæt i, at vi også overholder de restriktioner, som gælder.

Den officielle åbningsdag for bassinet og pladsen i bunden af Østervold er planlagt til den 16. august. Endeligt program vil blive offentliggjort i uge 31.

Fakta: Østervold

  • Bassinet bidrager til at opfylde strategierne i udviklingsplanen for Randers midtby fra 2019, hvor bl.a. oplevelser og byrum er væsentlige.
  • Bassinet og de grønne omgivelser er finansieret af Randers Kommune og Vandmiljø Randers.
  • Regnvandsbassinet er en af de første synlige dele i udviklingsplanen Flodbyen Randers. Flodbyen Randers er en del af helhedsplanen og blev politisk godkendt i 2020.

Læs mere om Flodbyen Randers på Randers Kommunes hjemmeside: Flodbyen Randers (link åbner i et nyt vindue). Vil du vide mere om bassinet på Østervold, kan du læse mere på vores side: Regnvandsbassin på Østervold.