Toilettet er en dyr skraldespand

En markant stigning i mængden af affald, der gennem toilettet finder vej til kloaksystemet, får nu Vandmiljø Randers til - igen - at råbe kunderne op. For hverken bleer, vådservietter, vatpinde, bind eller tamponer hører til i kloakken. Det er en dyr og potentielt sundhedsskadelig løsning at bruge toilettet som skraldespand.

Toilettet Er En Dyr Skraldespand 2000X1000

Affald i kloakken får dyre pumper til at brænde sammen

Af: Mia Kirkegaard Pedersen

 

Flere steder i Randers kommune bl.a. Drastrup og i Dronningborg omkring Sporbyen og Bjellerup Alle får boligejere lige nu brev fra Vandmiljø Randers om, at affald i kloakken er et svært og stigende problem. Et problem, der koster ekstra vagtudkald, ødelægger de vigtige spildevandspumper i kloaknettet, og sætter en stopper for spildevandets vej til renseanlægget. Men Dronningborg og Drastrup er langt fra de eneste steder med et affaldsproblem i kloakken:

Vi oplever en stigende tendens til, at vatpinde, engangsvaskeklude, vådservietter, vatrondeller, tamponer, hygiejnebind, kondomer og lignende skylles ud i toilettet – affald der hører til i skraldespanden. Når affald skylles ud i toilettet, er der stor fare for at tilstoppe ikke kun eget kloaksystem, men bestemt også det store kloaknet, som vi i Vandmiljø Randers drifter.

Driftssikkerheden skylles ud med toiletvandet

Med de stigende affaldsmængder vokser risikoen for, at spildevandet tilbageholdes på sin vej til renseanlægget, og stopper kloakken til.

Vi kan kun understrege, at det er en virkelig dyr og potentiel sundhedsskadelig løsning at bruge toilettet som skraldespand. Klude og øvrigt affald samler sig i vores spildevandspumper, hvor kludenes fibermateriale filtrer sig sammen om pumpen. Det koster mange vagtudkald, hvor ødelagte pumper enten skal repareres eller helt fornyes.

De mange vagtudkald sætter opgaven med at sikre, at spildevandet døgnet rundt kommer forsvarligt til renseanlægget, over styr.

Vi kan mærke, at vores driftssikkerhed er under pres og vanskeliggøres af affaldsmængden. For de kunder, der bruger toilettet som skraldespand, betyder den uhensigtsmæssige adfærd, at andre kunder bringes i en dårlig situation med stor risiko for, at spildevandet ikke kan ledes væk fra deres bolig og i værste fald løber i kældre eller op på overfladen.

Toiletskyl til 50.000 kr.

I 2021 brugte Vandmiljø Randers en halv million kroner i ekstra omkostninger. Ekstra omkostninger der alene skyldtes affald i kloakken.

Affald i kloakken har desværre alle dage været et kendt problem, men et problem der har vokset sig større over årene – særligt vådservietter og andre fibermaterialer er medvirkende til voksende ekstraomkostninger.
Pumpe Drastrup Ren Og Ødelagt Pumpe 2000X1000

En repareret knivpumpe til venstre. Til højre ses, hvordan vådservietter og andre klude har vinklet sig sammen, så pumpen blev bragt til stop. Rengøringen sker manuelt af Vandmiljø Randers’ spildevandsoperatører.

Ifølge produktionschefen kan affaldsproblemet relativt hurtigt og enkelt løses, hvis altså kunderne er indstillet på at ændre deres vane med at bruge toilettet som skraldespand:

En lille skraldespand eller pedalspand tæt ved toilettet er den simple løsning – ja også at bruge den selvfølgelig. Vi kan ikke skaffe bedre pumper, for vi har allerede de bedste modeller – og de kommer med en pris. Derfor kan den enkeltes toiletskyl ende med at koste fællesskabet flere tusinde kroner, for kloaknettet er til for alle. En vådserviet skyllet ud i toilettet kan ende med at koste os en ny spildevandspumpe. Pt. koster en ny spildevandspumpe cirka 50.000 kr.
At forvalte fællesskabets penge til forbedring af kloaksystemet og spildevandsrensning tager vi meget alvorligt. Derfor gør det lige ondt hver gang, vi skal udskifte nyere pumper, der brænder sammen pga. affald.

Vådservietter og engangsklude er de største syndere

Lige nu får Vandmiljø Randers flere gange om ugen alarmer på tilstoppede og ødelagte pumper og brønde pga. affald, der er skyllet ud i toilettet. Alarmudkald, der håndteres døgnet rundt af Vandmiljø Randers’ personale.

NEJ TAK!

Har du svært ved at skelne mellem, hvad der skal i skraldespanden frem for toilettet, så kan vi fortælle, at følgende IKKE hører hjemme i toilettet:

  • Bleer
  • Engangsvaskeklude
  • Hygiejnebind
  • Hår
  • Kattegrus
  • Kondomer
  • Køkkenrulle
  • Lommetørklæder
  • Skumklude
  • Tamponer
  • Tandstikker
  • Tandtråd
  • Trusseindlæg
  • Vat
  • Vatrondeller
  • Vatpinde
  • Vådservietter

Fakta

  • Kludene giver problemer i kloakken, da de er lavet af fibermaterialer, der ikke kan opløses som toiletpapir.
  • Kludene samler sig i pumpestationerne og filtrer sig sammen.
  • Når kludene har samlet sig, fanges også øvrige ting, som normalt problemfrit kan transporteres i kloakken.
  • Det medfører vagtudkald til stoppede pumpestationer, øget slid på pumperne samt øget energiforbrug.
  • Dette koster mange penge, som du som spildevandskunde er med at betale.
  • Det kostede, Vandmiljø Randers 500.000 kr. i ekstra omkostninger i 2021, og desværre ser forsyningen en stigende tendens til at bruge toilettet som skraldespand.
  • Problematisk for alle parter.