Besøg os

Det er gratis at blive klogere på regnvandsløsninger og renseprocesser. Besøg REGNhytten, skybrudsmodellen eller Randers Centralrenseanlæg, eller tag med på klimatur i Midtbyen. Vi åbner døren for lokale skoler, borgere og virksomheder.

CRA Regnhytten

Det er gratis at besøge os

Vandmiljø Randers A/S tilbyder besøg og rundvisning i vores forsøgs- og formidlingscenter, REGNhytten og på vores renseanlæg. Det er gratis og giver viden, indsigt og erfaring med, hvordan vi leder vandet sikkert på vej fra regnvand til spildevandets vej – fra det forsvinder ned i afløbet, til det bliver ledt ud i vandløb og fjorde. 

Ved vores forsøgs- og formidlingscenter, REGNhytten, har vi opført en skybrudsmodel. Her kan du få inspiration til, hvordan du beskytter din bolig og have mod regn. Du kan booke et besøg enten i REGNhytten eller et kortere selvstændigt besøg ved skybrudsmodellen, hvis det særligt er skybrudssikring, du er interesseret i.

Du har også mulighed for at booke en klimatur i Midtbyen. På denne alternative byvandring ser vi de første eksempler på hvordan Randers Midtby er i gang med at tilpasse sig det ændrede klima. Vi kommer bl.a. forbi klimagaderne, regnvandsbassinet på Østervold og Storkeengen.

Kørselsvejledning til REGNhytten

Kristrup Engvej er permanent spærret for bilkørsel. Fremover skal gæster til REGNhytten køre ad Ny Havnevej. Gående og cyklister kan stadig køre ad Kristrup Engvej. 

Kørselsvejledning August 2024

Kørselsvejledning for gæster i bil

Kort om REGNhytten

REGNhytten er vores forsøgs- og formidlingscenter for klimaløsninger og bæredygtig anvendelse af regnvand. Vores forsøgscenter viser mulige veje til løsning af klimaudfordringer for borgere og erhvervsliv i Randers Kommune samt bidrager til uddannelse af vores kommende generationer til borgere, skoler og virksomheder i Randers Kommune.

REGNhytten er enestående og banebrydende, da formidling sker gennem bl.a. hands on-erfaringer. Med forsøg og demonstrationer på bæredygtig anvendelse af regnvand erfarer du som besøgende - med våde og tiljordede hænder - det gode udbytte ved at etablere regnvandsløsninger i stor og lille skala.

Kom ud og oplev, hvordan et regnvandsbed virker, snak med vores fagperson, og lær, hvor simpelt og effektivt fx regnvandsbedet er. Du kan også teste faskiner og belægningstyper. Er du særligt interesseret i skybrudssikring, kan du booke skybrudsmodellen til et selvstændigt kortere besøg.

 

REGNhyttens adresse

Kristrup Engvej 21
8960 Randers SØ

REGNhytten har egen parkeringsplads og indgang fra Kristrup Engvej. Du skal altså ikke køre ind ved Randers Centralrenseanlæg.

Kort om skybrudsmodellen

Skybrudsmodellen er en 1 til 1 model af en kælder med kælderskakt. Her viser vi, hvad der sker i en udsat kælder under et skybrud, og vi fortæller, hvordan du som boligejer kan beskytte din kælder under kraftig regn.

Skybrudsmodellen består af to områder. Et område, hvor du som gæst står under demonstrationen og et område, der viser et udsnit af en kælder. Under demonstrationen hælder modellen vand udover taget i den del, hvor du står. Vandmængden er reguleret til at vise dagsregn, en 5 års regnhændelse og et skybrud. Samtidig vil kælderen blive ”belastet” tilsvarende, hvilket vil sige, at kælderen vil blive oversvømmet via kælderens afløb, kælderskakt og toilet.
Først vises skybrud, hvor kælderen ikke er sikret. Herefter sikrer vi kælderen, og gentager skybruddet.

Foruden, at vi viser de praktiske tiltag, du kan gøre for at sikre din ejendom, giver vi også bud på, hvordan du som boligejer kan håndtere regnvand, så regnen ikke belaster kloaksystemet.

 

Skybrudsmodellens adresse

Kristrup Engvej 21
8960 Randers SØ

Skybrudsmodellen er den største model på det udendørs areal ved REGNhytten. Derfor er skybrudsmodellens adresse den samme som REGNhyttens. REGNhytten har egen parkeringsplads og indgang fra Kristrup Engvej. Du skal altså ikke køre ind ved Randers Centralrenseanlæg.

Kort om vores renseanlæg

Vi tilbyder skoleforløb og rundvisning på: 

  • Randers Centralrenseanlæg (Kristrup Engvej 21, 8960 Randers SØ)

Vi tilbyder kun rundvisning på:

  • Langå renseanlæg (Mosevej 20, 8870 Langå)

 

Fra indløb til udløb

Rundvisningen vil tage sin start ved indløbsristen, hvor det beskidte spildevand kommer ind på renseanlægget, og vi følger spildevandets vej rundt på anlægget, til det til sidst løber ned over udløbsristen og ud i vandløb eller fjord. 

Et besøg på et af vores renseanlæg er en tankevækkende oplevelse. Hovedrystende hvilken affaldsmængde vi fjerner fra de store indløbsriste, og imponerende hvordan bakterier og luft kan samarbejde om en rengørende proces - selvfølgelig med lidt hjælp fra os. 

Spildevandet er ca. 48 timer på vores renseanlæg. Med de mange separatkloakeringer, så er spildevandsmængden blevet mere konstant med årene. På sigt vil vi kun modtage spildevand og ikke regnvand, og derved effektivisere renseprocessen yderligere.

 

Hør også om slambehandling og biogasproduktion

På Randers Centralrenseanlæg vil du også kunne høre vores slambehandling, hvor slammet tørres og drænes så meget, at det bruges som biogødning på landbrugsjorde. Du vil også kunne høre om vores biogasproduktion fra vores rådnetanke. 

Kort om klimatur

Vi tilbyder en guidet klimatur til skoler fra 6. klasse til 10. klasse, ungdomsuddannelser og erhvervs- og interesseorganisationer.

Udgangspunkt for klimaturen er Randes Kommunes formidlingscontainer, der er opstillet ved busterminalen i Trangstræde. Turen er ca. 3 km og tager ca. 1½ time.

Minimum antal personer: 8

Maksimum antal personer: 30

Inden du booker et besøg på enten ét af vores renseanlæg, skybrudsmodellen, i REGNhytten, eller klimaturen, så læs lidt om mere om forholdene:

Vigtigt i forhold til besøg i REGNhytten

Vi åbner gerne REGNhytten for besøg - dog efter aftale - og minimum for 8 besøgende og maksimalt 30 besøgende ad gangen. Besøg kan finde sted, når det passer dig/jer - om det er eftermiddag, aften eller weekend.

Tilbuddet er gratis, da vi ønsker at udbrede kendskabet til Lokal Afledning af Regnvand (LAR). Besøget tager 2 til 2½ time alt efter, hvor mange spørgsmål og forsøg der er.

Af hensyn til vores planlægning beder vi om, at du/I booker besøg i god tid og senest 1 uge før, du/I gerne vil komme

Vi tilrettelægger forløbet efter de besøgende og tilbyder besøg til følgende:

Besøget foregår både udendørs og indendørs, så husk praktisk tøj. REGNhyttens adresse er Kristrup Engvej 21, 8960 Randers SØ og har egen indgang og parkeringsplads.

Vi har ramper og lift, hvorfor et besøg i REGNhytten egner sig til folk i kørestol eller folk, der er dårligt gående.

Vi tilbyder hen over året 'Åben-hytte arrangementer', som ligger i weekenden eller uden for normal arbejdstid, så hold øje med arrangementer fx på vores facebook-side.

Du kan læse mere om REGNhytten samt finde relevant materiale på vores side: REGNhytten.

Vigtigt i forhold til besøg i skybrudsmodellen

Vi giver gerne en demonstration af skybrudsmodellen – dog kun efter aftale, og minimum for 6 og maksimalt for 16 personer ad gangen.

Er I flere end 16 personer, kan demonstrationen gentages i hold. Oplys, hvor mange I gerne vil komme under bookingen.

Modellen er særlig møntet på:

  • Boligejere
  • Erhvervsliv
  • Netværksgrupper
  • Interesseorganisationer

Tilbuddet er gratis og tager 45 – 60 minutter.

Af hensyn til vores planlægning beder vi om, at du/I booker i god tid, og senest en uge før du/I gerne vil komme.

Modellen er udendørs, så husk praktisk tøj og sko efter vejret. Du finder skybrudsmodellen på Kristrup Engvej 21, 8960 Randers SØ. Da skybrudsmodellen er den største model ved REGNhytten er adressen ens, og det er også REGNhyttens indgang og parkeringsplads, du skal anvende.

Vigtigt i forhold til besøg på renseanlæg

Med en rundvisning på ét af vores renseanlæg eller et skoleforløb på Randers Centralrenseanlæg, vil du/I følge spildevandet fra indløb, hvor vi modtager det beskidte vand, til udløb, hvor vi leder det rensede vand ud.

Det er ganske gratis at besøge os, da vi ønsker at udbrede kendskabet til rensning af spildevand i Randers Kommune.

Vi tilbyder skoleforløb og rundvisninger på Randers Centralrenseanlæg (Kristrup Engvej 21, 8960 Randers SØ)

 

Praktiske oplysninger

Alle rundvisninger og skoleforløb finder sted inden for normal arbejdstid kl. 08.00 - ca. kl. 15.30.

Af sikkerheds- og hygiejnemæssige årsager har vi nogle regler på vores anlæg, som alle skal følge. Vi orienterer om reglerne, inden rundvisningen begynder.

  • Antal: Minimum 10 og maksimum 28 personer.
  • Rundvisningen foregår udendørs, så husk praktisk tøj.

Vi har desværre ikke ramper, elevatorer m.m., og rundvisningerne egner sig derfor ikke til folk i kørestol eller folk, der er dårligt gående.

Husk, at I besøger en arbejdsplads - vis hensyn.

 

Særligt for skoler og uddannelser

Hvis du kommer med en klasse/ et hold, vil vi tilrettelægge forløbet efter elevernes/de studerendes alder og faglig kunnen. Vi tilbyder forløb for følgende:

  • 4. – 7. klasse
  • 8. klasse – gymnasier
  • kort - lang videregående uddannelse

Opdelingen sikrer, at eleverne/de studerende får et relevant udbytte af rundvisningen.

Læs mere om vores skoleforløb for 4. - 10. klasse på vores side: Fra kloakvand til åvand - 4. klasse til 10. klasse

Er du underviser på en ungdomsuddannelse, så tjek forløbet: Spildevandsrensning.

 

Forbered jer

Vi forventer, at I arbejder med emnet spildevand forud for rundvisningen - det giver det største udbytte for både jer og os.

Læs mere om vores renseanlæg og find relevante materialer på siden: Renseanlæg.

Vigtigt i forhold til klimatur

Bemærk at mødested for klimaturen er ved busterminalen/apoteket i Trangstræde.

Minimum antal personer: 8

Maksimum antal personer: 30

 

Husk tøj efter vejret og travesko.

Kom til et af vores arrangementer

Hen over året holder vi en række events og arrangementer henvendt til skoler, borgere og erhverv. Se listen over vores arrangementer på vores side: Events.