Renseanlæg i Spentrup har renset spildevand for sidste gang
Vandmiljø Randers lukkede fredag den 14. juni Spentrup Renseanlæg. Med lukningen af Spentrup Renseanlæg har Vandmiljø Randers nu kun fire renseanlæg tilbage. Målet er tre anlæg, og det er både økonomisk og miljømæssigt en god løsning.
SPENTRUP: Der er store besparelser at hente ved at centralisere spildevandsrensningen, og Vandmiljø Randers’ plan om at reducere antallet af renseanlæg fra 11 til 3 anlæg inden udgangen af 2021 går også planmæssigt.
I 2009 blev Udbyneder og Havndal renseanlæg nedlagt, i 2011 forsvandt renseanlægget i Årslev, i 2015 blev Vestrup og Ålum renseanlæg nedlagt, og i 2016 blev det Mejlby renseanlægs tur.
Spildevandet skal ikke renses i Spentrup, men pumpes videre
Fredag den 14. juni kunne direktør for Vandmiljø Randers, Peter Christensen, så lukke for indløbet til Spentrup Renseanlæg og i stedet dirigere spildevandet videre til en nyopført pumpestation. Spildevandet, som før løb ind på renseanlægget, bliver via pumpestationen pumpet over Mejlby og Gimming og videre under fjorden for til sidst at ende på Randers Centralrenseanlæg.
Separatkloakering har banet vejen for, at Vandmiljø Randers kan lukke Spentrup Renseanlæg
Separatkloakeringer skal også bane vejen for, at renseanlægget i Mellerup kan nedlægges om et par år. Randers Centralrenseanlæg vil herefter være hovedrenseanlæg i Vandmiljø Randers’ sydlige område, mens Råby Kær Renseanlæg bliver hovedanlæg i nord, og Langå renseanlæg bliver hovedanlægget i vest.
Pris for rensning af spildevand pr. husstand
Rensning af spildevand fra en gennemsnitshusstand på 2,3 person:
Randers Centralrenseanlæg
370 kr./år
Pr. person 160 kr./år
Spentrup Renseanlæg
740 kr./år
Pr. person 321 kr./år