Vandets Dag

Hvert år på den samme dato, den 22. marts, sætter man verden over fokus på vand. I Randers markerer Randers Naturcenter, Verdo og Vandmiljø Randers også FN’s internationale mærkedag, Vandets Dag, i år dog den 21. marts, sammen med godt 300 elever fra kommunens 3. klasser i et kæmpe stjerneløb med bemandede poster - poster der alle omhandler vand.

Vandets Dag Velkomst

Vandets Dag 2022 - Eleverne venter spændt på at blive sendt ud til de 19 forskellige poster om vand.

Randers Naturcenter, Vandmiljø Randers og Verdo markerer hvert år FN’s internationale mærkedag, Vandets Dag. Det sker med en sjov og lærerig event, hvor elever fra 3. klasse er inviteret til Vandløbet for at blive klogere på vigtige emner som vandets kredsløb, vandforsyning og spildevandshåndtering.

Vi indleder dagen med en fælles velkomst og introduktion, hvorefter eleverne i hold går på opdagelse mellem de mange spændende poster i Vandløbet.

Med både information og aktivitet er de enkelte poster tilrettelagt, så de giver eleverne bred viden om vand, FN’s verdensmål samt med de færdigheds-og vidensmål, der hører til faget Natur/teknologi. Vi har samlet viden fra posterne i Vandbogen, som I frit kan bruge i undervisningen. I finder vandbogen her: Viden om vand til skolerne (verdo.com)

For at brede emnet Vand så meget ud som muligt, har vi allieret os med andre lokale skoletjenester som fx Museum Østjylland, Biblioteket m.fl.

Vil du være en af de heldige, der får en af de eftertragtede pladser til din klasse, skal du være hurtigt ude. Tilmelding åbner i uge 4 og tilmelding vil være først-til-mølle. Se mere i Ud og Lær, Randers.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig af hensyn til vores planlægning.

Praktisk info om Vandets Dag den 21. marts 2024

Tid: Torsdag den 21. marts kl. 8.45-13.00.

Sted: Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, 
8920 Randers NV.

Spørgsmål og tilmelding til:
Tilmelding åbner i uge 4, når arrangementet kommer på Ud & Lær. Husk at oplyse antal elever i hver klasse, du tilmelder.

Vores erfaring er, at dagen forløber bedst med min. to lærere pr. klasse.

Ved spørgsmål kan du kontakte Hanne Hedstrøm Hansen på telefon 3841 1242.

Læringssiderne

Randers Naturcenter, Vandmiljø Randers og Verdo arbejder dagligt med vand – og vi ved, hvor vigtig vand er - også i vores vandoase Randers Kommune med fjord og åer. Gennem video, fagtekster og opgaver har du og dine elever året rundt adgang til bred viden om vand. 

Vand er vigtig hver dag – ikke kun én dag om året.

Skal dine elever have lokale svar på, hvorfor vi skal passe på vandet, hvor vand kommer fra, og hvad vand er, så log ind via læringssiderne, der naturligt spiller sammen med de færdigheds- og vidensmål, der hører til faget Natur/teknologi.

Det livsvigtige vand

Link til siden på vmr.dk: Det livsvigtige vand

Læring: Eleverne lærer, at hverken mennesker, dyr eller planter kan leve uden vand, og de får viden om fordelingen af jordens vandressourcer i salt- og ferskvand.

Aktivitet: Eleverne ser på menneskekroppen, og de taler om hvor i kroppen, der er mest vand.

Hvor kommer vandet fra?

Link til siden på verdo.com/dk: Hvor kommer vandet fra? (link åbner i et nyt vindue)

Læring: Eleverne lærer, hvordan vandet dannes i jorden og bliver klogere på, hvordan forskellige jordtyper påvirker vandet undervejs.

Aktivitet: Eleverne smager på vand fra forskellige vandværker.

Ingen gift i haven

Link til siden på verdo.com/dk: Ingen gift i haven (link åbner i et nyt vindue)

Læring: Eleverne lærer, at det er skidt for vores grundvand, når vi bruger gift i haven til at fjerne ukrudt.

Aktivitet: Hver gruppe skal lave et slogan for giftfri have.

Vandværket

Link til siden på verdo.com/dk: Vandværket (link åbner i et nyt vindue)

Læring: Eleverne lærer om de mange processer, der sker på et vandværk, før vandet kommer ud i hanen derhjemme.

Aktivitet: Hvert hold bygger et vandværk ved hjælp af flasker, kaffefiltre og sand.

Pas godt på alt vores vand

Link til siden på vmr.dk: Pas godt på vores alt vores vand

Læring: Eleverne lærer om, at det er vigtigt at passe på klodens vand, og hvordan de kan gøre det derhjemme ved at spare på vandet og ikke bruge toilettet til kemikalier og affald.

Aktivitet: Eleverne laver et lille forsøg, der viser, hvorfor affald ikke skal i toilettet.

Renseanlægget

Link til siden på vmr.dk: Renseanlægget.

Læring: Eleverne lærer om spildevands vej gennem renseanlægget, fra det kommer ind ved indløbet, til det løber ud i naturen
igen, og de ser på hvilke renseprocesser, der sker i et renseanlæg.

Aktivitet: Eleverne ser film og lægger et (digitalt) puslespil, der viser spildevandets vej fra bolig til færdig renset spildevand.

 

Regnvand som en ressource

Link til siden på vmr.dk: Regnvand som en ressource.

Læring: Eleverne hører om, hvad klimaforandringerne vil betyde for vores fremtidige vejr, og hvordan vi aktivt kan bruge den mere regn. Som eksempel på en regnvandsløsning (LAR-løsning) får eleverne viden om, hvordan et regnvandsbed virker.

Aktivitet: Eleverne finder et sted på skolen til et regnvandsbed, og de tegner deres forslag til regnvandsbedet.

Vand i udlandet

Link til siden på verdo.com/dk: Vand i udlandet (link åbner i et nyt vindue).

Læring: Eleverne får gennem mødet med tørrere egne af verden en forståelse af, hvor heldige de er altid at have rent vand til rådighed.

Aktivitet: Eleverne snakker i fællesskab om, hvordan de kan spare på vandet, og så quizzer eleverne om vores vandforbrug.

Verdensmål #6

Link til siden på verdo.com/dk: Verdensmål #6 (link åbner i et nyt vindue).

Læring: Eleverne lærer om FN’s verdensmål og får tips til, hvordan de selv kan bidrage til at nå verdensmål #6 – rent vand og sanitet.

Aktivitet: Straffesparkskonkurrence, hvor eleverne forsøger at score et ”verdensmål”.

Praktisk info om læringssiderne

  • Siderne fra Verdo og Vandmiljø Randers vil være tilgængelige året rundt.
  • På hver læringsside finder du en kort lærerinstruks, der beskriver formål med opgaven/erne, og hvordan den/de gennemføres.
  • Opgaverne kræver enkle materialer som fx glas, vådservietter eller skal printes ud.
  • Opgaverne kan løses i grupper og selvstændigt. Flere af opgaverne vil dog lettest kunne løses i grupper, da det ellers stiller krav til antallet af materialer. Det vil være angivet under Lærerinstruks på siden.