Renovering af kloakledninger flere steder i Mejlby
Vandmiljø Randers A/S renoverer spildevandsledningerne omkring Fælledvej og i Toftevej og Hørgaden i Mejlby for at sikre og forbedre kloakforholdene og miljøet. Spildevandsledningerne på strækningerne er nedbrudte og utætte. Det betyder, at der løber grundvand ind i ledningerne, hvilket belaster pumpestationer og renseanlæg unødigt. Samtidig kan der trænge spildevand ud, og det er ikke godt for miljøet.
Vi starter med arbejdet i uge 14 fra den 31. marts 2025
Spildevandsledningen bliver gjort tæt ved, at vi trækker en ny ledning ind i den eksisterende ledning. Dette kaldes strømpeforing, og det minimerer generne for ejendomme og trafik. Ved strømpeforing kan vi begrænse gravearbejdet til et minimum. Arbejdet forventes afsluttet i løbet af juni.
Før vi kan strømpefore ledningerne, skal de spules rene, klargøres og TV-inspiceres. Det sørger firmaet Aarsleff for at gøre fra uge 14, og de vil forinden orientere dig med en sms-besked. Beskeden forklarer dig, hvad du kan gøre for at undgå gener ved spuling af kloakken. Det er vigtigt, at du som boligejer sikrer dig, så trykket fra spulingen ikke sprøjter kloakvand ud i bad og bryggers.
Arbejdet er specialistarbejde og udføres ad flere omgange, idet vi først renoverer hovedledningerne og derefter brøndene. Du kan altså opleve, at entreprenørens biler og medarbejdere kommer flere gange samme sted i perioden. Tidsplanen er afhængig af de særlige forhold, vi kan støde på undervejs.
Kloakken fungerer ikke længere som dræn
Det er vores erfaring, at arbejdet nogle gange kan medføre, at grundvandsstanden stiger, når vi har strømpeforet ledningen og gjort den tæt. Det betyder, at der er en øget risiko for, at der trænger vand ind i sokler og kældre. Det skyldes blandt andet, at den gamle, utætte spildevandsledning utilsigtet har fungeret som dræn.
Du skal derfor selv sikre din ejendom mod problemer med grundvand i sokkel og kælder. Kontakt en autoriseret kloakmester, hvis du har brug for vejledning. Vi anbefaler også, at du tjekker din husforsikring, om de dækker skader, hvis skaderne skyldes, at grundvandet står for højt.

Kort over de veje i Mejlby, der er omfattet af projektet
Kontaktoplysninger på entreprenør
Vi har valgt, at entreprenøren, der skal spule og strømpefore udvalgte veje er:
Aarsleff A/S
Morten Schaal
mosc@aarsleff.com
4044 2481
Der kan forekomme lugtgener når vi strømpeforer
Under renovering af ledninger med strømpeforing kan der opstå lugtgener fra stoffet styren, der afgives ved hærdning af den polyesterstrømpe, vi fører ind i den gamle kloakledning. Styren kan lugtes ved selv meget små og harmløse koncentrationer, og lugten opleves som en meget ubehagelig ”plastiklugt". Styren har en meget lav lugtgrænse, og man kan derfor lugte stoffet og finde det generende i koncentrationer, der ikke er sundhedsskadelige.
Lugten kan komme ind i den private afløbsinstallation, hvis rør og samlinger ikke er helt tætte, og vandlåsene i gulvafløb, vaske og øvrige installationer ikke er fyldte med vand.
Lugten kan forekomme i huse tæt ved arbejdspladsen, men vi har også haft enkelte tilfælde flere hundrede meter fra, hvor vi arbejder.
For at afhjælpe lugtgenerne kan du som husejer gøre følgende:
- Luft ud og luk døre og vinduer op til det fri i det lokale, hvor lugten kommer fra.
- Fyld alle vandlåse i gulvafløb, håndvaske og toiletter med vand.
- Løft udendørs dæksler på spildevandssystemet, gerne brønden tættest ved grundgrænsen, så lugten kan forsvinde i det fri. Men pas på at børn, husdyr eller andre ikke kommer til skade med åbne dæksler! - sørg for at dække dem af og markere dem!
Oplever du, at der trænger styrenlugt ind i huset, skyldes det defekter og utætheder i afløbsinstallationerne. Du bør derfor som husejer kontakte en autoriseret kloakmester eller en VVS-installatør for at få gennemgået husets afløbsinstallationer. Kloakmesteren kan ved hjælp af en røgpatron finde ud af, hvor utæthederne i kloaksystemet skal findes. Utætheder i kloaksystemet kan også være tegn på rotter.