Skybrudsveje i Vorup
Med skybrudsveje samt etablering af Storkeengen har Vandmiljø Randers A/S klimatilpasset den nordlige del af Vorup, så risikoen for skader ved skybrud mindskes.
Med udsigt til at klimaforandringer i fremtiden vil øge forekomsten af skybrud samt en generel øget mængde nedbør, er det nødvendigt at klimatilpasse den nordlige del af Vorup og engområdet mod Gudenå. Derfor har Vandmiljø Randers A/S etableret en række skybrudsveje i forbindelse med kloakseparering i området.
Klimatilpasser med skybrudsveje
Når det regner voldsomt, skal vejene i det nordlige Vorup kunne fungere som skybrudsveje, med høje kantsten og nogle steder også ændret vejprofil. Vejene har vi inddelt i to kategorier: Hovedskybrudsveje og lokale skybudsveje.
Hovedskybrudsveje
Hovedskybrudsveje transporterer skybrudsvand fra de højere liggende veje og områder. Her er vejenes profil ændret for at gøre plads til vandet. Der er lavet to typer profiler på hovedskybrudsvejene:
Trug: Hviidsvej, Vandværksvej, Pramstien og dele af Jægergade
- Vejens profil er gået fra at være tagformet til at være mere som et trug (laveste punkt på midten).
- Højere kantsten med en lysningshøjde på 12 cm (kantstenens højde fra vejbanen). Sammen med vejenes udformning sikrer den højere kantsten den tilstrækkelige kapacitet, så vandet bliver på vejene.
- Flere steder er vejene sænket for ikke at påvirke omkringliggende haver og indkørsler.
Tagformet: Møllestensvej og Pramvej
- Vejens profil er fastholdt (tagformet).
- Højere kantsten med en lysningshøjde på 12 cm (kantstenens højde fra vejbanen). Sammen med vejenes udformning sikrer den højere kantsten den tilstrækkelige kapacitet, så vandet bliver på vejene.
- Flere steder er vejene sænket for ikke at påvirke omkringliggende haver og indkørsler.
Lokale skybrudsveje
Lokale skybrudsveje håndterer lokalt skybrudsvand, og her har det været nok at hæve kantstenen.
Alle de lokale skybrudsveje har derfor fået nye kantsten med en lysningshøjde på 12 cm (kantstenens højde fra vejbanen). Da lysningshøjden tidligere var 5 cm, er fortov og rabatter hævet med 7 cm. I den forbindelse har det været nødvendigt at regulere indkørsler og terræn på omkringliggende grunde, så beboerne stadig kan bruge deres indkørsler.
Overgangen til Storkeengen
For enden af skybrudsvejene løber regnvandet ud i Storkeengens grøfter, hvor der er god plads til vandet, inden det løber videre ud i Gudenåen gennem rørledning i diget.