Tre gode hold indbydes til at give tilbud på nyt kontorhus til Vandmiljø Randers
Efter at have modtaget hele 12 anmodninger om prækvalifikation har Vandmiljø Randers nu udvalgt de tre totalentreprise-teams, der indbydes til at give tilbud på vores nye kontorhus.
De tre totalentreprenører er:
- MT Højgaard Danmark A/S
- C.C. Contractor A/S
- Jakobsen & Blindkilde A/S
Udvælgelsen er sket på grundlag af en vurdering af medsendte referencer, dvs. beskrivelser af tidligere udførte byggerier, hvor totalentreprise-holdet har mulighed for at vise, at de har erfaringer med at løfte tilsvarende opgaver.
Vi har vurderet hvilke referencer (= byggerier), der var mest relevante i forhold til de kriterier, vi har listet op i det ”udbudsmateriale”, som alle teams har haft adgang til før de fremsendte deres anmodning (i prioriteret rækkefølge):
- Referencen er gennemført i totalentreprise
- Referencen indeholder administration/kontor og gerne flere brugere
- Referencen er udført på baggrund af LCA-beregninger og har fokus på bæredygtighed
- Referencen er sammenlignelig indenfor størrelse og kompleksitet
- Referencen er udført for en offentlig bygherre
- Referencen er sammenlignelig indenfor økonomi
De 3 virksomheder, der er blevet prækvalificeret, havde samlet set de fleste referencer, som vi har vurderet som ”særdeles relevante”.
Læs også tidligere nyhed: Totalentreprisekonkurrencen er åben for det nye kontorhus.