Faskine

Når det gælder anlæggelse af en faskine, er der nogle afstandskrav, der skal overholdes og lidt til. I denne korte folder giver vi et par fif. Husk, at en faskine blot er en blandt flere løsninger, der gør det muligt for dig som grundejer at aflede regnvandet på egen grund.

En faskine er et hulrum i jorden, hvor regnvandet kan opmagasineres, indtil det langsomt siver ned i jorden. Den er praktisk på den måde, at den ikke optager plads i haven, og så kan den have en meget stor kapacitet.

Faskine 923 X 923

Billede af udskæring af hul til nedløbsrør

Faskine I Have 1.0

Billede af plastkassetter med nedført nedløbsrør

Etablering

En faskine laves af plastik, lecanødder eller sten, som graves ned i jorden. Valg af materiale bestemmes af faskinens størrelse. Plastkassetter kan holde på mere vand end lecanødder og sten. Det er en fordel at pakke faskinen ind i fiberdug, da den holder jord ude af faskinen, mens vand stadig kan trænge igennem. I forbindelse med etableringen skal du også lave et sandfang, som placeres mellem nedløbsrørets udløb og faskinen for at opsamle småpartikler, som kan være i regnvandet. 

Faskinen er som regel dækket af jord eller græs, hvorfor den som sagt ikke optager så meget plads i haven. Der er nogle afstandskrav til hus, kælder og skel, som skal overholdes. Det kan du læse mere om på Randers kommunes hjemmeside: Nedsivning af regnvand (linket åbner i nyt vindue)

Vedligeholdelse

Sandfanget skal renses hvert år for sand, blade, grene og andet skidt. Desuden er det en god ide at rense dine tagrender årligt for at forhindre skidt i at løbe i sandfanget og faskinen. Selvom du renser hvert år, vil der stadig være en del, som kommer ind i faskinen. Og med tiden vil faskinen miste sin effekt og skal tages op. Selve faskinen har en uendelig levetid, og kan ved tilstopning graves op, renses og sættes i jorden igen.

Lokal afledning af regnvand (LAR)

Lokal afledning af regnvand - også kaldet lokal anvendelse af regnvand eller blot LAR, der handler om at håndtere regnvandet der, hvor det falder. Der er mange muligheder for at skabe værdi ved at anvende regnvandet, og meget af arbejdet må du endda selv udføre.

Når du har valgt, at du gerne vil aflede og anvende regnvand i din have, er det vigtigt at undersøge hvilke metoder, der virker bedst på netop din grund. De geologiske forhold har stor betydning for, om du kan lave en løsning med nedsivning, eller om du skal benytte dig af tilbageholdelse af regnvandet. De geologiske forhold varierer fra nabo til nabo og fra nordenden af haven til sydenden. Hvis du vil nedsive, er det derfor vigtigt, at du laver en nedsivningstest for at finde ud af, om det aktuelle sted i haven er egnet til nedsivning.

Regler omkring LAR

Randers Kommune er myndighed, når det kommer til lokal afledning af regnvand. På deres hjemmeside kan du finde de gældende
regler og krav, der skal være opfyldt for at nedsive regnvand på egen grund. Du må selv udføre meget af arbejdet med LAR, dog skal en evt. frakobling fra det eksisterende kloaksystem foretages af en autoriseret kloakmester. Læs om nedsivning af regnvand på Randers kommunes hjemmeside: Nedsivning af regnvand (linket åbner i nyt vindue).

Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler, hvis du vil genbruge regnvand til fx tøjvask og toiletskyl, og at regnvandsanlæg, hvor regnvand fra tage anvendes til wc og vaskemaskiner, skal udføres af en autoriseret håndværker. Læs om brugen af regnvand på Randers kommunes hjemmeside: Brug af regnvand (link åbner i nyt vindue).

CA4F3650

Billede af regnbed. Foto af Ida Wang.

Vi har lavet en huskeseddel til dig, inden du går i gang, som du kan læse nedenfor.  

Inden du går i gang med LAR

Tjek, om din grund er nedsivningsegnet

Tjek via kommunens hjemmeside: Nedsivning af regnvand (link åbner i et nyt vindue), om din have har nedsivningsegnet jord. Du kan også lave en infiltrationstest, der fortæller, om din grund er egnet til nedsivning.

 

Vær opmærksom på grundvandet

Ligesom det er vigtigt at vide, om jorden er nedsivningsegnet, så er viden om, hvor højt grundvandet står, også. Derudover kan der være grundvandsbeskyttelse i netop dit område. Forhør dig ved Randers Kommune.

 

Få overblik over eksisterende kloakforhold

Få et overblik over de eksisterende kloakforhold på din grund. Har du ikke oplysningerne, kan du tjekke weblager.dk (link åbner i et nyt vindue).

 

Vælg den rette LAR-løsning, og dimensionér anlægget korrekt

Vælg den LAR-løsning, der fungerer bedst for din have og dine behov. Det er yderst vigtigt, at anlægget dimensioneres korrekt, og at du tænker i overløbsløsninger i tilfælde af ekstremregn. Du må nemlig ikke lede regnvand til andres haver eller til vejen.

 

Søg om tilladelse

LAR-løsninger til nedsivning af regnvand kræver en tilladelse fra Randers Kommune. Tjek derfor altid med dem, inden du anlægger din valgte LAR-løsning.

 

Afpropning skal udføres af autoriseret kloakmester

Vær opmærksom på, at det skal være en autoriseret kloakmester, der står for al håndtering af spildevandsledninger og sikrer, at afpropning af alle afløb sker korrekt. Den autoriserede kloakmester skal færdigmelde arbejdet til kommunen.

 

Anlæg og vedligehold

Du kan nu anlægge løsningen. Husk at passe løsningen – rens tagrender, tøm sandfang osv.

Foldere kan altid indhentes hos Vandmiljø Randers på Ny Havnevej 20, 8960 Randers SØ eller under besøg i REGNhytten.