Klimagaderne - Østergade, Provstegade og Burschesgade

I Randers midtby viser vi, hvordan regnvandet kan løbe på overfladen og fylde/forskønne bybilledet med fx regnvandsbede. Tre veje er udvalgt som demonstrationsveje, også kaldt klimagaderne.

Randers Klimagader 1200X628

Randers Kommune og Vandmiljø Randers arbejder tæt sammen for at beskytte Randers midtby mod oversvømmelser ved skybrud i fremtiden. Klimagaderne er et fælles demonstrationsprojekt, som viser, hvordan regnvandshåndtering i midtbyen kan spille sammen med byudvikling.

 

Klimagaderne skal demonstrere fremtidens regnvandshåndtering i midtbyen

I 2019 og 2020 blev Østergade, Provstegade og den nederste del af Burschesgade til klimagader. Gaderne undergik mindre ændringer - ændringer der demonstrerer, hvordan regnvand nu og i fremtiden kan strømme på vejene i midtbyen, og hvordan klimatilpasningen kan bidrage med grønne elementer i byen.

De tre gader er forløbere for den fremtidige klimatilpasning af Randers midtby. På forskellig vis vil Klimagaderne vise, hvordan regnvand kan styres på vejene (på overfladen) i midtbyen. Udpegede skybrudsveje vil lede regnvandet til en kanal på Østervold og videre ud i havnebassinet.

Projektet skal hente erfaringer og reaktioner forud for igangsætning af klimatilpasningsprojekterne. Samtidig er der synergi mellem klimagaderne og den igangværende midtby-indsats, bl.a. fordi klimagaderne tilfører grønne og blå elementer til Randers midtby.

 

Klimagaderne er permanente løsninger

De klimaløsninger, som er anlagt i de tre klimagader, er permanente anlæg. I alle tre klimagader er der for enden af gaden etableret en rist, hvor vandet midlertidigt ledes sikkert ned i kloaksystemet igen, indtil vi senere hen kan lukke risten, så vandet kan strømme til en regnvandskanal på Østervold og derfra ud i havnebassinet.

Læs mere om, hvordan Østervold er tiltænkt at være hovedvej for regnvandet på vores side: Østervold som hovedvej for regnvand.

Burschesgade

I Burschesgade ledes vand fra gaden og Slotspladsen frem til et grønt areal i den ene side af Burschesgade. Den eksisterende midterrabat udnyttes til vejareal, hvorved kørebanens bredde bevares.

I fremtiden kan det grønne anlæg eventuelt forlænges langs Dytmærsken afhængig af den fremtidige disponering af området, ligesom der kan skabes en grøn sammenhæng ind til Slotspladsen, hvis det ønskes.

I planlægning af anlægsarbejdet blev der taget hensyn til, at Burschesgade ikke skal lukkes helt for trafik.

Læs mere om klimaløsningerne i Burschesgade på vores side: Klimagaden - Burschesgade.

Provstegade

I Provstegade er der etableret en rist i niveau med den eksisterende belægning. Ristens forløb følger gadens bygninger. For enden af risten ledes vandet indtil videre ned i afløbssystemet, indtil det i fremtiden kan strømme ud på Østervold.

Løsningen er en diskret løsning, som giver vigtige erfaringer med især drift af en riste-løsning i de smalle gader i midtbyen.

Læs mere om klimaløsningerne i Provstegade på vores side: Klimagaden - Provstegade.

Østergade/Slotsgade

I Østergade lukkede vi af for rendestensbrøndene. I stedet løber vandet i en vandrende langs kantstenen i begge sider.

I krydset Slotsgade/Thorsgade er vejens hældning ændret, så vandet naturligt bliver ledt ud mod Østervold. Derudover har vi anlagt grøn beplantning i Slotsgade. En forhøjning integreres i det grønne område. Forhøjningen bremser og styrer det regnvand, der under kraftig regn strømmer ned ad Thorsgade, og ledes sikkert ud til Østervold. Et supplerende grønt areal er placeret på hjørnet ved Østergade 1 for at understrege det grønne træk.

To parkeringspladser er flyttet fra Slotsgade til den nederste del af Østergade, således det samlede antal parkeringspladser kunne bevares.

Læs mere om klimaløsningerne i Østergade på vores side: Klimagaden - Østergade.

Historik

Udviklingsudvalget og miljø- og teknikudvalget har henholdsvis den 15. og 18. november 2018 godkendt principperne for den fremtidige vandhåndtering i Randers midtby. Det fremtidige klimatilpasningsprojekt for Randers midtby indebærer, at regnvandet i Randers midtby skal kobles fra det eksisterende kloaksystem og via skybrudsveje ledes ud i det nordlige havnebassin via en skybrudskanal på Østervold.

Projektet, som skal forhindre oversvømmelse og skader på mennesker og bygninger ved skybrud, blev 1. gang behandlet politisk i 2015, da Randers Kommune og Vandmiljø Randers indgik aftale om medfinansiering af flere klimatilpasningsprojekter.

Ved at frakoble regnvandet fra kloaksystemet og håndtere vandet på overfladen undgås at etablere den traditionelle separatkloakering, hvor der skal graves ned til kloakledningerne. Håndtering af regnvandet på overfladen giver et kortere og mindre omfattende anlægsarbejde, hvilket er en stor fordel for beboerne og de erhvervsdrivende. Hertil kommer, at metoden er mere skånsom over for de bevaringsværdige huse i middelalderbyen.

Du kan læse mere om klimagaderne i dagsorden til politisk behandling på Randers Kommunes hjemmeside.